Angst

Jeg fandt denne fremragende artikel over på Landsforeningen af Nuværende og Tidligere Psykistribrugere (LAP) hjemmeside. Al credits går til dem og Torsten Dinesen Skjerne, der skrev artiklen.

Mange OCD-ramte hjælpes ikke
Mange har store problemer. Mange OCD-ramte har store problemer med at få relevant støtte. Problemerne vedrører forholdet til skole, uddannelse, arbejdsliv og familieliv. Når hjælp ikke gives, kan der ofte gå år, før pågældende kommer i gang. Undertiden kommer hjælpen sent eller slet ikke.
Familie : forældre, samlevende og ægtefæller oplever ofte afvisning på afvisning og er ofte fortvivlede over den manglende interesse, forståelse og indsats hos de, der har til opgave at give råd og vejledning, praktisk og økonomisk støtte.

1. Hvori består problemerne ?
OCD, der er en diagnose, der bl.a. omfatter tidligere tidsbetegnelser for angst- og tvangsneuroser og tilsvarende tilstande, er meget belastende for de ramte. Der sker ofte omfattende begrænsninger i de pågældendes liv og funktionsmuligheder, undertiden en hel eller delvis pacificering. Der er derfor behov for en større eller mindre støtte i form af rådgivning både til de pågældende selv, deres pårørende samt eventuel skole og mv. samt samtaler og andre terapeutiske initiativer som kognitiv adfærds terapi. Disse terapeutiske indsatser vil kunne være af en kortere varighed eller ydes med mellemrum, men kan også kræve længerevarende og mere intensive indsatser.

2. Tilbuddet i det sundhedsmæssige system
Det psykiatriske behandlingssystem har aldrig været rigtig indstillet på at behandle OCD-tilstande. Tidligere henvistes patienter til specialhospitaler eller afdelinger, men udviklingen inden for psykiatrien gør, at interessen og behandlingen omfatter de dårligst fungerende psykiatriske patienter, hvor sengedagsantallet søges holdt nede, og det der sker er observation, diagnose, medicinering, observation af medicineringens effekt og udskrivning, så snart tilstanden synes reguleret. OCD-patienter har svært ved at klare milieuet på de psykiatriske afdelinger og selv om medicinering kan have gunstige effekter passer OCD-patienters forløb ikke ind i dette mønster. De privat praktiserende speciallæger eller distriktspsykiatrien er ofte ikke orienteret mod denne type brugere. Her tilbydes observering og medicinering og kontrol, men sjældent støttesamtaler og relevant terapi. De OCD-ramte må derfor søge privatpraktiserende psykologer eller psykoterapeuter for at opnå relevant støtte. Problemet er her, at mens hospitalsbehandling og kontakt med distriktspsykiatrien er gratis, skal der ske betaling hos psykoterapeuter og psykologer. Godt nok er der en ordning i sygesikringsloven med psykologhjælp, men den omfatter alene særligt definerede krisesituationer, der rummer OCD-patienternes forhold.

3. Myndighederne svigter
Hospitalsafdelingerne er som nævnt ikke interesserede i OCD-patienter. Her sker der en henvisning til praktiserende speciallæger og alment praktiserende læger samt socialforvaltningen. De fleste speciallæger er ikke interesserede i denne type problemstillinger og de alment praktiserende læger ved kun lidt om disse tilstande. Socialforvaltningen kender oftest slet ikke denne problematik.

4. OCD-ramte i sort hul
Der sker henvisning til socialforvaltningen, der efter loven ikke har forpligtelser til at løse behandlingsmæssige opgaver, der efter deres karakter henfører under sundhedsvæsenet mv. Der henvises derfor på ny til sygehusvæsenet har ikke ressourcer til denne type problemstillinger og derfor henviser tilbage, De OCD-ramte står derfor ofte i et sort hul uden relevant hjælp. De OCD-ramte er herefter ofte henvist til selvbetaling hos psykologer eller psykoterapeuter, hvis de vil hjælpes.

5. Hvilke muligheder findes der ?
Der er i den sociale lovgivning flere muligheder :

Børn og unge under 18 år.
Her har socialforvaltningen nogle særlige forpligtelser til at støtte. Dels kan forvaltningen direkte yde støtte til sådan bistand , se servicelovens § 40 og i særlige tilfælde § 84, og der er mulighed for at afholde merudgifter som forældrene har ved forsørgelsen se lovens § 28. Det er dog en forudsætning , at der foreligger en diagnose og en beskrivelse af hjælpebehovet fra lægeligt eller andet fagligt hold. Ellers kommer man ikke langt. Bedst er det at indsatsen er direkte lægeligt anbefalet.

Unge under uddannelse eller med et uddannelsesbehov.
For at støtte en erhvervsmæssig – eller uddannelsesmæssig udvikling, herunder en egentlig revalidering, kan socialforvaltningen yde den fornødne støtte til f. eks. psykologbistand. Der kan her henvises til aktivlovens § 63 og § 64.

Andre muligheder
Der er også muligheder for at få støtte i øvrigt i forbindelse med at fastholde eller opnå beskæftigelse eller i øvrigt, se aktivlovens § 82. Det må dog understreges, at der er støtte udsigt til bistand, hvis indsatsen anses for kortvarig. Der tænkes her på en særligt belastet uddannelsessituation, til at komme i gang eller til at komme ovenpå efter en personlig krise. Ved konstatering af et langvarigt støttebehov vil forvaltningen vilje til at støtte som regel være mere begrænset. Hvis den OCD-ramte er uden for arbejdsmarkedet som f. eksempel førtidspensionist er der muligheder for støtte i den sociale pensionslovs § 17 om personlige tillæg. Der er for pensionister og andre, der ikke længere har mulighed for at få en tilknytning il arbejdsmarkedet at få støtte efter servicelovens §§ 73, 82 og 86. Den OCD-ramte vil således være helt afhængig af dels at der vil være en lægelig instans, der kan anbefale en indsats, og dels om socialforvaltningen finder formålet støtteværdigt. Hvis alt andet glipper, kan man hos egen læge få henvisning til en psykiater, hvor der over sygesikringen kan betales for 12 konsultationer per år. Det er her vigtigt at komme i kontakt med en psykiater, der kender og er interesseret i OCD-problematiker. De er ikke mange, og der kan være lang ventetid.

6. Hvad bør der gøres ?
Afvisningerne og uvidenheden skyldes problemstillingens manglende synbarhed. Både hos politikere samt de ansvarlige i socialforvaltningerne og i sygehusforvaltningerne. Det kan forundre, da netop denne problemstilling er uhyre udbredt og derfor er meget dyr for samfundet at ignorere. Overfor Folketinget, amter og kommuner bør der kunne stilles følgende krav : OCD- ramte må have mulighed for at få stillet en diagnose samt få nøje rådgivning på hospitalsniveau Såfremt hospitalsvæsenerne ikke magter opgaven, må der kunne stilles krav om, at der gives præcis rådgivning i kommunerne, således at det er klart, at der er tale om social opgave, og at socialforvaltningen skal afholde udgifterne hertil. Amtskommunernes socialforvaltninger bør vær udrustet til at rådgive kommunerne i disse sager. Der bør ske meddelelse til kommunerne om OCD-ramtes problemer, og de sociale myndigheders forpligtelser til rådgivning, vejledning og økonomisk og anden bistand. Dette er et problem, der trænger sig meget på. Alt for mange har store problemer, kommer ikke i gang eller går stå på grund af manglende bistand, der skyldes uvidenhed og manglende forståelse. Det haster.

Torsten Dinesen Skjerne, jurist og konsulent Trykt i LAP, Årgang 4, 1.kvartal.

Lignende indlæg:

1. Ny OCD undersøgelse i Danmark Obsessive-compulsive disorder (OCD) is today the fourth most frequent diagnosis...