Debatpanel:

Chair: Professor Sir Robin Murray
For: Peter Fonagy and Alessandra Lemma
Against: Lewis Wolpert and Paul Salkovskis

The debate opened with a striking majority in favour of psychoanalysis with 251 pro the motion, 36 abstainers and 44 against.

Prof. Peter Fonagy reviewed the evidence base for psychotherapies, noting that psychodynamic therapies fared no worse than CBT. He emphasised the convergence of psychodynamic and neuroscientific accounts of development.

Opposing the motion, Prof. Paul Salkovskis likened psychoanalytic schools to cults, criticised the absence of a symptom-based approach and some of the theories underpinning psychoanalysis.

Prof. Alessandra Lemma drew on her experience in psychoanalysis and CBT to argue for an eclectic approach, but argued that psychoanalysis provides an unrivalled framework for understanding interactional processes.

Prof Lewis Wolpert shared his personal negative experience with psychoanalysis when suffering from severe depression, and described it as a pseudoscience with no evidence to back it up. He also accused his opponents of conflating psychodynamic therapies with psychoanalysis.

It closed with 260 in favour of the motion, 33 abstainers and 38 against.

Link til invitation: Maudsley Debate: Wake up to the Unconscious

Linkt til Podcast: 44th Maudsley Debate: Wake Up to the Unconscious. March 2012.

Lignende indlæg:

1. Paul Salkovskis: Anxiety Disorders: What Now? At the World Congress of Behavioural of Cognitive Therapy (WCBCT),...
2. PodCast: Interview med Jonathan Abramowitz om OCD Over på behaviortherapist.com har de et interview med dr. Jonathan...
3. From Freud to MR scan (Video) An hour-long exploration “From Freud to the mysteries of the...

BBCs radioprogram fortæller historien om tre centrale figurer i den mærkelige historie om lobotomi (det hvide snit)- og for første gang undersøges populariteten af lobotomi i England i detaljer.

Historien begynder i 1935 med den portugisiske læge, António Egas Moniz, der var banebrydende med et radikal kirurgisk indgreb i hjernen. Moniz var en bemærkelsesværdig fornem skikkelse, både diplomat og læge, der havde opfundet en teknik, cerebral angiografi, der stadig anvendes. Med meget få beviser, overvejede han, om man kunne skære forbindelsen mellem frontallapperne og resten af hjernen og det vil lindre symptomer på psykisk lidelse. Hans resultater blev grebet med begejstring det følgende år af Freeman, barnebarn af en af USAs mest berømte kirurger. Freeman var en ubarmhjertig selv publicist og formået at overbevise mange om effekten af sin procedure. Freemans promovering af lobotomi som en kur mod psykisk sygdom var medvirkende til at Moniz modtog Nobelprisen i medicin. Operationen blev også adopteret af en af de mest berømte britiske neurokirurg, Sir Wylie McKissock. Ligesom Freeman, rejste han landet rundt og udførte mange lobotomier i enkelte sessioner. Til dette program interviewer Hugh Levinson McKissocks tidligere kolleger i detaljer om, hvordan han udførte flere tusinde lobotomier eller leucotomies som de blev kaldt i Storbritannien.

Operationerne havde succes med at undertrykke forstyrrede patienter, som regel med øjeblikkelig positive resultater, der til tider fortsatte. Freeman hævdede, at dette var bedre end at lade psykisk syge patienter rådne væk i årtier på usle institutioner, ubehandlet og uden opsyn. Men yderligere overvågning af patienterne viste meget blandede resultater. Mens et betydeligt antal patienter med affektive lidelser syntes at blive bedre, var en stor del upåvirket af operationen eller fik det værre. Mange patienter vendt tilbage til en barn-lignende tilstand. En betydelig del døde som et direkte resultat af proceduren.

I 1940′erne, skubbede Freeman på for at udforme en hurtigere og billigere procedure. Han hamrede en issyl (oprindeligt taget fra sit eget køleskab) gennem øvre del af hver øjenhule, direkte ind i kraniet. Han førte issylen fra side til side for at ødelægge forbindelserne til frontallapperne. Andre kirurger blev forfærdet over den tilfældige udførelse af operationen. Han skrev med tilfredshed i sin dagbog, når de deltagende læger endte med opkastning eller besvimelse. Hans nærmeste medhjælper nægtede at deltage. Ved slutningen af 1950′erne var lobotomi vanviddet var forbi og kun ganske få blev fortsat udført i særlige tilfælde. I slutningen af 1960′erne fik Freeman forbud mod at operere.

Historierne om Moniz, Freeman og McKissock – alle kommanderende og dynamiske personager – rejser dybtgående spørgsmål om vores forestillinger om psykisk sundhed og om videnskab. Er en patient “helbredt” bare fordi han bliver dæmpet? Og hvordan kunne det hvide snit blive så populært på trods af de manglende beviser vedrørende dens effektivitet – og den hurtige udbredelse af dokumentation for dets potentiale skade? I hvilken udstrækning er videnskaben uafhængig af stærke personligheder, økonomiske overvejelser og mediepres?

Oversat fra BBCs hjemmeside: The Lobotomists. Radioudsendelsen blev sendt førte gang mandag den 7. november 2011 på BBC 4.

I Danmark fik omkring 4471 danskere i perioden fra 1939 til 1983 foretaget det hvide snit. Jesper Vaczy Kragh udgav i 2010 en omfattende bog om det hvide snits historie i Danmark: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Bogen er blevet meget rost og indstillet til flere bogpriser.

Om bogen skriver forlaget:
Igennem en lang årrække har Jesper Vaczy Kragh arbejdet med psykiatriens historie i Danmark, herunder ikke mindst de særlige fysiske behandlingsmetoder, som vandt frem i landet i begyndelsen af 1900-tallet. Med Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983 præsenteres emnet udførligt – og for første gang sammenhængende for et dansk publikum.

Blandt danske psykiatere synes der at have været enighed om at anvende terapier som cardiazolchok, insulinkoma og elektrochok til patienter, der var indlagt på sindssygehospitalerne i 1900-tallet. Beretningerne om behandlingerne veksler mellem historier om mirakuløse helbredelser og svære skadevirkninger, mellem tårnhøje bedringsprocenter og effekter på lig nul. Især i forhold til den sidste af de fysiske behandlingsmetoder – lobotomien eller ”det hvide snit”, fremstår terapiens popularitet overraskende. I erindringsbøger skrevet af datidens psykiatere bliver dette hjernekirurgiske indgreb ofte omtalt, og samtidige artikler fra den lægevidenskabelige litteratur vidner også om en meget udstrakt brug af behandlingen. Der tegner sig hermed et billede af en dansk praksis, som ikke syntes at have haft et tilsvarende omfang andre steder i verden.

For mange danske psykiatere udgjorde ikke blot det hvide snit, men også elektrochok og de øvrige behandlingsmetoder, et vendepunkt i psykiatriens udvikling. Den intrikate forestilling, at disse – af eftertiden så hårdt kritiserede – behandlinger repræsenterede en revolution for flere psykiatere, giver anledning til spørgsmålet: Hvordan indgik lobotomien og andre af de fysiske behandlingsmetoder i det større udviklingsprojekt, som tegnede sig inden for dansk psykiatri i begyndelsen af 1900-tallet?

Debatten om de hvide snit føres stadig, og psykokirurgien er den dag i dag et aktuelt emne mange steder i verden. I lande som USA, Storbritannien, Sverige, Spanien, Italien, Belgien, Kina, Australien og Canada udføres der stadig hjerneoperationer på psykiatriske patienter, men med andre teknikker end da lobotomien var fremme. Det er i den seneste tid ofte blevet fremhævet, at denne nye kirurgi er en disciplin i vækst, og planer om at genindføre psykokirurgien har været fremhævet i flere lande – herunder Danmark. Det har samtidig fået flere til at udtrykke bekymring for en gentagelse af fortidens udstrakte brug af psykokirurgien. Det hvide snit er et væsentligt bidrag til denne diskussion.

Litteratur:
Titel: Det hvide snit. Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983
Forfatter: Jesper Vaczy Kragh
Forlag/år: Syddansk Universitetsforlag 2010.
Sideantal: 475

Lignende indlæg:

1. Lobotomi – det hvide snit Den amerikanske tv-station PBS har udsendt en dokumentar om en...
2. Unge skærer smerten bort. Radioprogram om cutting. Chefpsykolog på Rigshospitalet, Bo Møhl, var gæst i P1 formiddag...

Resultaterne er fra en meta-analyse af 16 epidemiologiske undersøgelser med mere end 20.000 deltagere og 10 kliniske forsøg med mere end 3.000 deltagere.

Depression er blandt de mest almindelige psykiatriske lidelser i verden, med én ud af ti børn udsat for mishandling, herunder psykisk, fysisk eller seksuelt misbrug eller forsømmelse. I år 2020 forventes depression at være den næststørste bidragyder til den globale sygdomsbyrde på tværs af alle aldre, ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO). De sociale og samfundsmæssige konsekvenser af depression kan i høj grad forklares med de personer, der udvikler mange og langvarige depressive episoder.

Tidligere forskning har påvist, at mishandlede personer er mere tilbøjelige til at udvise abnormiteter i biologiske systemer, der er følsomme over for psykisk stress – såsom hjernen, hormonsystemet og immunsystemet – både i barndommen og i voksenlivet, som kan have vigtige kliniske implikationer.

I forbindelse med udgivelsen af undersøgelsen i American Journal of Psychiatry, udtaler den ledende forsker på undersøgelsen, professor Andrea Danese fra Institute of Psychiatry, Kings College, London, at ‘Identificering af dem i risiko for flere og langvarige depressive episoder er afgørende ud fra et folkesundhedsperspektiv. Resultaterne indikerer, at mishandling i barndommen er forbundet både med en øget risiko for udvikling af tilbagevendende og vedvarende episoder af depression, og med en øget risiko for at reagere dårligt på behandling.’

Forebyggelse og tidlig terapeutisk indsats rettet mod mishandling i barndommen kan derfor vise sig afgørende i at forhindre en stor sundhedsmæssige belastning på grund af depression. Vel vidende at personer, der har oplevet  mishandling, ikke vil respondere så godt på behandling, kan også være værdifuld for klinikere til at bestemme patienters prognose.

‘De biologiske abnormiteter i forbindelse med mishandling i barndommen kan potentielt forklare, hvorfor personer med en historie for mishandling reagerer dårligt på behandling for depression,’ siger Andre Danes i forbindelse med publiceringen af forskningsresultaterne.

Kilder:

Lignende indlæg:

1. Mishandling af børn er langt mere udbredt end tidligere antaget Børnemishandling i højindkomstlande er langt mere udbredt end de officielle...
2. Mishandling i barndommen kan føre til omfattende drikkeri i ungdommen Forskere fra Boston University fandt at flere former af børnemishandling...
3. England åbner 52 nye klinikker til behandling af depression og angst I Danmark er psykoterapeutisk behandling af depression og angstlidelser med...

Der er indtil videre kun udgivet en applikation PTSD Coach, der er til personer med PTSD eller mistanke herom. Man arbejder på at udgive applikationen PTSD Family Coach, der er til pårørende til personer med PTSD.

På hjemmesiden skriver udgiveren om PTSD Coach bl.a.:

PTSD Coach er en applikation, der kan hjælpe dig med at lære om og håndtere PTSD-symptomer, der ofte opstår efter traumer.

Funktionerne omfatter:
- Pålidelige oplysninger om PTSD og behandling, der virker.
- Værktøjer til screening og tracking af dine symptomer.
- Praktiske og nem-at-bruge færdigheder, der kan hjælpe hjælpe dig med at håndtere stress symptomer.
- Direkte links til støtte og hjælp.
- Altid med dig, når du har brug for det.

# Self-assessment: Selvvurdering af PTSD symptomer med individuel feedback, og mulighed for at spore ændringer i symptomer over tid. Denne vurdering diagnosticerer formelt ikke PTSD.

# Administrer Symptomer: mestringsstrategier og assistance til almindelige former for posttraumatisk stress symptomer og problemer, herunder systematisk afslapning og selvhjælpsteknikker.

# Lær om PTSD: Undervisning om centrale emner relateret til traumer, PTSD og behandling.

Funktionen (beskrevet nedenfor) har ikke den store relevans i Danmark, fordi telefonnumrene er til støtte organisationer i USA. Flere af numrene kan dog ændres eller man kan tilføje sine egne.

# Find støtte: Hjælp til at finde øjeblikkelig støtte. Denne applikation gør det muligt for enkeltpersoner at finde personlige resurser til emotionel støtte og tilføje telefonnumrene til telefonen med dem og link til behandlingsprogrammer. Og i en nødsituation, kan brugerne hurtigt finde link til den nationale hotline til forebyggelse af selvmord.

PTSD Coach er udviklet af VA’s National Center for PTSD og DoD’s National Center for Telehealth and Technology.

Du kan hente applikationen fra VA’s National Center for PTSD hjemmeside: Mobile App: PTSD Coach

Måske denne app vil have interesse for  det danske forsvar?

Lignende indlæg:

1. Behandling af PTSD med Cyperpsykologi Posttraumatisk stress disorder (PTSD) truer med at overbelaste sundheds- og...
2. Psykologisk behandling kan muligvis ikke forhindre posttraumatisk stress disorder (PTSD) Psykologiske interventioner der har til formål at forebygge udvikling af...
3. Rapport finder at effektiviteten af de fleste terapier mod PTSD er tvivlsom Mange mennesker, herunder et betydeligt antal soldater i aktiv tjeneste...

Rorschach-testen blev med tiden udsat for omfattende kritik fra især eksperimental psykologien. Psykologen Evelyn Hooker‘s  doubleblind studie, The adjustment of the male overt homosexual, fra 1956 anvendte Rorschach til at diagnostisere homoseksualitet og påviste at testen ikke er valid. Hookers studie var med til at ændre standarden for evidens på sit felt og førte til at  homoseksualitet blev fjernet som psykisk lidelse i diagnosesystemet DSM-3 i 1973.
American Psychological Association erklærede først i 1975 at de ikke længere anså homoseksualitet som en psykisk lidelse! Et at psykologiens mørkere kapitler var lukket.

Du kan se Peter Hegarty fortælle om projektet på youtube: Meet The Researcher – Dr Peter Hegarty (University of Surrey)

Du kan læse Evelyn Hookers  fascinerende historie i APA Monitor on Psychology: “The myth buster: Evelyn Hooker’s groundbreaking research exploded the notion that homosexuality was a mental illness, ultimately removing it from the DSM.” By Katharine S. Milar,  February 2011, Vol 42, No. 2.

Hat Tip: Advances in the History of Psychology

Lignende indlæg:

1. Counting the OCD suffers The rates of obsessive-compulsive disorder (OCD) in several epidemiological studies...

NICE arbejder i øjeblikket på en guideline om længerevarende klinisk behandling af voksne, børn og unge med selvskadende adfærd. Som led i denne proces er et udkast til anbefalingerne blevet publiceret på NICE’ hjemmeside til offentlig høring.
De tidligere retningslinjer fra NICE fokuserer på kortsigtede behandling af selvskade de første 48 timer efter en hændelse. Den nye guideline har til formål at hjælpe sundhedspersonale med at støtte personer, der er kendt for at udføre selvskade og at reducere og derefter stoppe adfærden.

NICE (National Institute for Health and Clinical Excellence) er en organisation under det engelsk National Health Service (NHS), der gennemgår forskning på et felt, i dette tilfælde selvskade, og på baggrund af forskningsresultater udarbejder en guideline, der kan anvendes af sundhedsmedarbejdere i deres kliniske arbejde. Lignende arbejder udføres af det svenske Statens beredning för medicinsk utvärdering (SBU) og tidligere også af den danske Sundhedsstyrelsen.

NICE udkast til en guideline omfatter:

Arbejde med mennesker, der selvskader:
Sundheds- og socialarbejdere, der arbejder med personer, der selvskader, bør sigte mod at udvikle et tillidsfuldt, støttende og engagerende forhold til dem, og de bør sikre sig at personerne er fuldt inddraget i beslutningsprocessen om deres behandling og pleje.

Risikovurdering:
Ved vurdering af risikoen for gentagelse af selvskade eller selvmord, bør man identificere og nå til enighed med personen om særlige risici for dem, under hensyntagen til:

• metoder og mønstre af nuværende og tidligere selvskade.

•  særlige risikofaktorer og beskyttende faktorer (sociale, psykologiske, farmakologiske og  motiverende), som kan øge eller mindske risiciene i forbindelse med selvskadende adfærd.

•  mestringsstrategier som personen med held har brugt til at begrænse eller afværge selvskade eller indeholder konsekvenserne af personlige, sociale eller andre fortilfælde.

Behandlingsplan:
Behandlingsplanen bør være tværfaglig og udvikles i samarbejde med klienten og klientens familie, pårørende eller betydningsfulde andre. Behandlingsplanen bør identificere realistiske og optimistisk langsigtede mål, herunder beskæftigelse og erhverv, og identificere mål for korttidsbehandling (knyttet til de langsigtede mål) og foranstaltninger til at nå dem

Intervention ved selvskade:
Man bør overveje at tilbyde seks sessioner psykologisk intervention, der specielt er sammensat med henblik på at reducere selvskadende adfærd. Interventionen kan være kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk eller problemløsende terapi. Terapeuter bør have betydelig erfaring i arbejdet med selvskadende personer og være i stand til at arbejde sammen med personen i at identificere de problemer, der forårsager angst eller fører til selvskadende adfærd.

Kilde: Udkast til Self-harm (longer term management) udgivet af NICE 12. april 2011. Færdig version forventes udgivet november 2011. Sider: 380.

Opdatering (feb. 2012): Den færdige rapport/guideline er blevet udgivet og kan hentes her: Self-harm (longer term management) (CG133)

Lignende indlæg:

1. At skære smerten bort – en bog om cutting og anden selvskadende adfærd Omkring 15% af alle unge skærer i sig selv eller...
2. Unge skærer smerten bort. Radioprogram om cutting. Chefpsykolog på Rigshospitalet, Bo Møhl, var gæst i P1 formiddag...
3. Ny risikofaktor for teen-age selvskade En manglende eller dårligt fungerende følelsesmæssig intelligens fører til dårlige...

En forbedring af kvaliteten i behandlingen af psykisk syge kræver en vedvarende indsats for at integrere den dokumenterede effekt af evidens-baseret behandling i den primære sundhedssektor, hvor der er en stor variation i behandlernes trænings- og uddannelsesniveau og en stor forskel i patienternes symptomer.

Effektiviteten af en strategi, såsom samarbejdende behandling (collaborative care), er velkendt i den primære sektor for depressionsbehandling, men har sjældent været undersøgt for angstlidelser.

Interventionsprogrammet CALM, Coordinated Anxiety Learning and Management, forsøger at tage højde for de komplekse forhold, der findes på psykiatriske afdelinger og i klinikker, samtidig med at man er tro mod evidens-baseret behandling trods den brede vifte af patienter, klinikere, praksisformer og betalere, der er involveret.

CALM er udviklet til at behandle fire forskellige angstlidelser: panikangst, generaliseret angst, socialangst og posttraumatisk stress lidelse (PTSD) med eller uden depression.

Undersøgelse af CALM
I en undersøgelse af CALM, fandt professor i psykiatri Peter Roy-Byrne fra University of Washington School of Medicine, Seattle, og kollegaer, at patienter med angstlidelser havde god effekt af behandlingen sammenlignet med dem, der modtog sædvanlig behandling.
I forsøget blev patienterne fordelt enten til kognitiv adfærdsterapi (CBT), medicin eller begge dele, og der var mulighed for yderligere behandling efter behov. Desuden indgik der webbaserede overvågning af resultater, så behandleren kunne optimere behandlingsbeslutninger og man anvendt et computerprogram til at assisteret og optimere leveringen af CBT for sundhedsmedarbejdere, der ikke er eksperter.

Studiet var randomiseret og fandt sted på 17 primære sundhedsklinikker i 4 amerikanske byer mellem juni 2006 og april 2008. 1.004 patienter med angstlidelser (med eller uden svær depression) i alderen 18-75 år var inkluderet og modtog behandling i 3 til 12 måneder. Der var opfølgende vurderinger efter 6 og 18 måneder. Den primære målemetode var en generel måling af 2 centrale komponenter ved alle angstlidelser, psykisk og somatisk angst, vurderede med 12-punkt Brief Symptom Inventory (BSI-12) delskalaer for angst og somatisering. BSI-12 scores var signifikant lavere for patienter i CALM-gruppen ved 6, 12 og 18 måneders opfølgning.
Efter 18 måneder havde 64,6% patienter, der var randomiseret til CALM intervention, reageret på behandlingen sammenlignet med 51,4% af dem, der blev tildelt sædvanlig behandling, mens 51% og 36,7% af patienterne i CALM vs sædvanlig behandlingsgrupper var i remission.

Forskerne bemærker, at målingerne viser, at patienterne i interventionsgruppen var betydeligt bedre på alle målinger, undtagen fysisk sundhed og tilfredshed med medicinsk behandling.

Undersøgelsen er offentliggjort maj 2010 i et temanummer om mental health JAMA.

Om CALM (Coordinated Anxiety Learning and Management)
De fire omtalte angstlidelser har meget til fælles og forskergruppen designede derfor et specialiseret kognitiv adfærdsterapeutisk program, der er meget let at anvende og at uddanne personalet i.
En af udfordringerne ved at udføre evidensbaseret behandling i den primære sundhedssektor er de mange forskellige programmer. Det vil derfor være en fordel at have et program for psykiatrien.

CALM er udviklet af professor i psykiatri, J. Greer Sullivan, MD, fra University of Arkansas, og den kognitiv adfærdsterapeutiske komponent i programmet er udviklet af Michelle Craske, professor i psykologi ved University of Los Angeles.

Den kognitiv adfærdsterapeutiske komponent i CALM er sandsynligvis årsagen til, at behandlingen har vist sig langt mere effektivt end sædvanlig behandling. I den primære sundhedssektor får patienter medicinsk behandling og/eller måske en meget uspecifik rådgivning. CBT er en vigtig komponent i behandlingen af angst, og er mindst lige så god som medicin i de fleste undersøgelser, og CBT kan endda have en mere langvarig effekt. Den samarbejdsorienteret tilgang har eksisteret i et par årtier, og med CALM er den nu blevet overført til behandling af angst.

CALM indeholder en række nyskabelser, herunder følgende:
(a) at behandle fire angstlidelser i en enkelt intervention,
(b) at imødekomme multibel co-morbiditet, herunder depression, alkoholmisbrug og kroniske medicinske tilstande,
(c) at anvende kognitiv adfærdsterapi (CBT) og at levere innovativ CBT uddannelse og udførelse,
(d) at anvende klinikere snarere end forskningspersonale til at udføre vurderinger.

Hertil kommer, at CALM indarbejder nyere og mere fleksible komponenter, der oprindeligt blev anvendt i en anden undersøgelse: Improving Mood: Promoting Access to Collaborative Treatment for Late-Life Depression (IMPACT), herunder patientvalg, “stepped care” og real-time klinisk overvågning gennem et struktureret websted, der er tilgængeligt for al involveret personale.

CALM programmet er ikke udviklet til uddannede terapeuter, men for sygeplejersker og beslægtede sundhedsmedarbejdere, der har klinisk erfaring, men som ikke er bekendt med CBT. Det tyder på, at programmet både kan lære psykoterapi til ikke-trænede sundhedsmedarbejdere og samtidig sikre en effektiv udførelse af CBT.

Fleksibiliteten i behandlingen, f.eks variationen i antal og former for sessioner, og i kriterierne for at fortsætte den videre behandling, anvendelse af både telefon-og in-person kontakt, og målretning mod flere sygdomme og den kliniske effekt på patienter, tyder på at CALM-programmet er anvendelig og bør udbredes til den primære sundhedssektor.

Kilde: Roy-Byrne, P., Craske, M. G., Sullivan, G., Rose, R. D., Edlund, M. J., Lang, A. J., Bystritsky, A., et al. (2010). Delivery of Evidence-Based Treatment for Multiple Anxiety Disorders in Primary Care: A Randomized Controlled Trial. JAMA, 303(19), 1921-1928. doi:10.1001/jama.2010.608

Se også UCLA Anxiety Disorders Research Center: CALM Primary Care Study

Michelle Craske udgav i 2009 bogen Cognitive–Behavioral Therapy:

I Cognitive–Behavioral Therapy diskuterer Michelle G. Craske terapiens historie, teori og praksis. Kognitiv adfærdsterapi opstod i videnskaben og teorien om klassisk og instrumental betingning, kognitive principper er blevet indarbejdet pga utilfredshed med den strengt adfærdsmæssige tilgang. Kognitiv adfærdsterapi kombinerer adfærdsmæssige og kognitive interventioner: adfærdsmæssige interventioner tager sigte på at mindske utilpasset adfærd og gøre dem mere tilpasset, og kognitive interventioner har til formål at ændre utilpasset tanker, automatiske tanker eller overbevisninger. Selv om en række variationer af de oprindelige teori har udviklet sig over årtier, er alle former for kognitiv adfærdsterapi forenet i deres empiriske grundlag, afhængighed af teori og videnskab om adfærd og kognition, og det centrale i problem-fokuseret mål.

Forfatter: Michelle Craske
Titel:Cognitive–Behavioral Therapy
Forlag: American Psychological Association 2009, sider: 173
Kan købes hos Saxo.com

Lignende indlæg:

1. Sundhedsstyrelsen udarbejder klinisk vejledning til angst og OCD behandling Sekretariatet for Referenceprogrammer under Sundhedsstyrelsen, der er Sundhedsministeriets faglige vejleder,...
2. Gentagne selvmordsforsøg reduceret ved behandling med kognitiv adfærdsterapi En randomiseret kontrolleret undersøgelse publiceret i Journal of American Medical...
3. Rapport finder at effektiviteten af de fleste terapier mod PTSD er tvivlsom Mange mennesker, herunder et betydeligt antal soldater i aktiv tjeneste...

Interviewet afslutter med en diskussion om LeDoux’s rock/pop band the Amygdaloids, der fornylig udgave en CD med titlen: “Theory of My Mind”.

Link til PodCast: An Interview with Joseph LeDoux, Ph.D., on the Synaptic Self and Memory Reconsolidation af David Van Nuys, Ph.D., 15. december 2010.

Update: Radioprogrammet AllInTheMind fra australske ABC Radio National har besøgt Joseph LeDoux i New York, hvor de får en snak om amygdala, frygt, propranolol og hans band Amygdaloids:

Rock star by night, neuroscientist by day—Joseph LeDoux’s research has redefined our understanding of fear and emotion—and now the possibility of treating fearful memories. Natasha Mitchell visits his NYC studio to talk science, song, and his band, The Amygdaloids, where mind and brain take centre stage.

Link til PodCast: Fear, brains and rock’n'roll: meet Joseph LeDoux af Natasha Mitchell, 2. april 2011.

Joseph LeDoux har udgivet en række bøger om emotioner og neurovidenskab, bl. a. kan nævnes: The Emotional Brain: The Mysterious Underpinnings of Emotional Life fra 1998 og The Synaptic Self: How Our Brains Become Who We Are fra 2002.

Joseph LeDoux er Professor of Neural Science and Psychology ved Center for Neural Science, New York University.

Lignende indlæg:

1. Interview med Eric Kandel (Video) Den tyske hjemmeside ScienceBlogs.de har publiceret et 21minuter langt interview...
2. Interview med Oliver Sacks (Video) Oliver Sacks blev født i 1933 i London, England (begge...
3. PodCast: Interview med Jonathan Abramowitz om OCD Over på behaviortherapist.com har de et interview med dr. Jonathan...

Det største problem er ikke annonceringerne fra GlaxoSmithKline og AstraZeneca, men hvad de har i deres pipeline: der er meget få nye ideer, og næsten intet der giver noget håb for en forandring i behandlingen af psykisk sygdom.

Det er bekymrende, fordi behovet for bedre behandlinger af neurologiske og psykiatriske lidelser er stort. Hundredvis af millioner af mennesker plages på verdensplan. For nogle fælles lidelser, fx alzheimers sygdom, findes der ikke en effektiv behandling; for andre, fx depression, har de eksisterende lægemidler en begrænset effektivitet og væsentlige bivirkninger.

Læs mere i artiklen:
Miller, G. (2010). Is Pharma Running Out of Brainy Ideas?. Science, 329(5991), 502-504. doi:10.1126/science.329.5991.502

Lyt til PodCast:
Science Podcast (30 July 2010): Is Pharma Running Out of Brainy Ideas?. Science, 329(5991).

Lignende indlæg:

1. Behandling af små børn med psykofarmaka (Guideline) Flere og flere før-skole børn kommer i medicinsk behandling med...
2. Venstre vil have ulighed i sundhedssystemet I Danmark har man altid skulle betale helt eller delvist...
3. Hvilke nye psykofarmaka er på vej? Det næste antidepressiva vi kommer til at se på markedet...

Antropologen og fotografen Matt McDonough gik gennem de åbne døre til nedlagte psykiatriske anstalter og fandt spor af det liv, som blev levede bag de tidligere lukkede porte.

“I’m really drawn to the peeling paint and all the crazy colors,” said Mr. McDonough, 26. “But I think it was more important for me to try and find traces of people who used to live there.” So he looked for the little details hinting at the kind of lives that had been lived inside.

Link til New York Times: Lens: Matt McDonough Visits Mental Asylums

Ingen relaterede indlæg.